Et øjebliksbillede
Når man laver et oplæg med tarotkort, får man et øjebliksbillede af situationen lige nu, som man tolker sammen ud fra kortene. Det kan antyde en retning i livet, men det handler ikke om at spå. Vi udlægger sammen, hvad kortene betyder. Kortene viser nogle temaer, som kan betyde forskellige ting, og på den måde får man en anledning til at snakke om de ting, der betyder noget i livet, og hvordan man kan håndtere dem.

Hjælp til udvikling
Kortene er et udviklingsredskab, en måde at blive klogere på sig selv. Man får nogle andre perspektiver på livet gennem Tarots billeder og symbolverden. Nogle kalder Tarotkortene for Guds billedbog, da symboler altid er vejen ind til noget dybere og noget højere end den enkelte – og derfor kommer de bagom det rent personlige.
Den store og den lille arkana
Der er to forskellige sæt kort, som man lægger sammen. Der er en stor og en lille arkana, hvor den store arkana behandler nogle helt overordnede og vigtige emner i livet. Vi kommer altså ikke til at tale om ligegyldigheder, når vi lægger tarotkort. Det er de store livstemaer som fødsel, død, lederskab, moderskab og skæbnen. Den lille arkanas kort er ligesom et almindeligt spil kort og omhandler livets mere dagligdags ting – vores sorg og begrænsninger, penge, glæder og kærlighedsrelationer i dagligdagen.
Det åndelige perspektiv
Kortene lægger ikke kun op til en almindelig samtale. De giver et åndeligt perspektiv og giver en anden dimension til samtalen, end hvis man taler uden kortene. Hvis man f.eks. lægger kortene om lederskab, så handler det ikke kun om at øge omsætningen, men der kommer også en række andre ting i spil, ud fra hvordan kortene lægger sig.
Man kommer som regel med et emne selv, som man så kan få belyst ud fra forskellige oplæg med kortene. Måske man overvejer at skifte arbejde. Så siger kortene sjældent ja eller nej, men viser nogle tendenser og giver mulighed for at overveje ting, som man måske ikke umiddelbart har med i sine overvejelser. Og så får man som regel et bedre indtryk i samtalen om, hvad man ønsker at gøre – men man står stadig selv med valget.
Folk får tit en oplevelse af, at Gud eller en højere magt er tilstede i kortene og symbolverdenen, når de er åbne for det. Man kan opleve, at man ikke er alene i livets store beslutninger, og det kan give håb.
